Sidevisninger i alt

tirsdag den 30. april 2019

Ja, vi var så på farten i næsten 24 timer

Efter næsten 24 timers rejse kunne vi låse vores hoveddør op d. 28/4 klokken 01.45 .....
Vi var selvsagt temmelig ødelagte.

I seng med os med det samme og kl. 05.30 så ringede væggeruret.

Op på job begge to. Men kun for at opdage at vi faktisk - begge to - havde bedt om fri denne dag også 😆

Det er altså "sur røv" rent ud sagt.
Jeg tog lige morgenræset med, og takkede så af igen kl. 10, Kim blev på job hele dagen.

Vi holdte den kørende til kl. 20.30, så var der ikke mere at gøre, vi måtte i seng.

Nu er det tirsdag aften, og vi har det faktik ok.

Nu er det kun en ting at gøre, det er at glæde os til om 25 dage, for så tager vi derover igen - denne gang til vestkysten med vores datter og svigersøn for et lille roadtrip på 15 dage 😆😆

søndag den 28. april 2019

Gåtur i Central Park og hjemrejse

Man kan tage en hestevogn rundt i Central Park 
Det hastede bestemt ikke med at komme ud af fjerene til morgen. Vi skulle først tjekke ud kl. 12. Vi gav os god tid og fik pakket kuffeterne. Der var ikke noget problem i det, for vi har ikke storshoppet herover. Der er købt lidt i H&M, et par sko og et par solbriller. Ikke noget der rykker på noget. Det meste på Manhattan er temmelig dyrt, og jeg mangler ikke noget.
Det bliver nok en anden sag til maj, for der skal vi i outlet. Der kan man godt få gang i shoppegenet - hvis ellers der er noget man kan lide og jeg er i humør til det.

Vi gik over på Time Square Diner og fik morgenmad og gik så retur og tjekkede ud.
De opbevarede bagagen for os til vi skulle hentes kl. 17. Vi havde bestilt bil via hotellet. Han undskyldte, at han kun kunne få en Escalade 😋😋 Det er helt ok oplyste vi ham.

Det blæste med en kold vind, men vi gik mod Central Park for en gåtur. Vi ville gå ned af East side af parken til The Metropolitan Museum of Art og Guggenheim, som ligger helt oppe ved 82st. Street på 5th. Avenue.

Vi stødte på en butik kun med juleting, den måtte vi da lige tjekke ud.




Vi købte en lille juleting, til at mindes New York med.

Vi gik også forbi H0PE skulpturen. Den findes også i Love et andet sted i byen.


Vi kom frem til indgangen til Central Park. Der var pænt mange mennesker, men der er altså også smukt derinde.




På de fleste bænke derinde er der sat små navneplader på ryggen. Der står til minde om "den og den", det ser fint ud, og er så typisk amerikansk.


Ligeledes er parken jo et yndet mål for udflugter og boldspil i alle afskygninger.


Vi nåede frem til porten som førte ud til 5th. Avenue, og gik ud og fulgte vejen lidt mere nord på og nåede til The Metropolitan Museum of Art. Vi skulle ikke ind, men bare se den store flotte bygning.




Videre til Guggenheim på den anden side af gaden, her skulle vi også bare kigge på bygningen - vi er ikke til kunst museer. Men derfor kan man jo godt kigge på den ude fra.


Vi vendte om og  begyndte at gå hjem ad. Madvognene stod på råd og række, klar til hvis sulten meldte sig hos de forbi passerende.


Det blæste rigtig koldt, og jeg havde ikke nok tøj på. Så vi hoppede i en taxi og tog endnu en spændende taxi tur ind gennem Manhattan.

Vi blev sat af, i live, på hjørnet af 47th. og 8th. Gik på Starbucks for den sidste White Coffee Mocca i denne omgang.

Klokken 16.45 stod bilen, en Cadillac Escalade, klar ved fortovskanten til os. Vores kufferter, som hotellet havde opbevaret, blev kørt frem og vi satte os ind i den lækreste øse. Den står nu over Suburban 'en på min ønskeliste.



Dejligt nemt og bekvemt blev vi kørt til Newark Lufthavn på den anden side af Hudson River.

I lufthavnen fik vi os noget at spise, en Cesar Salat, da vi jo vidste at vi ville få mad igen i flyveren.

Man bestiller og betaler på den Ipad som står ved hver plads.

Og selvfølgelig er der masser af TV skærme med sport

Klokken 20.30 var det afgang med United mod Lissabon.

Vi fandt vores sæder og kom til rette. Lidt efter at vi var i luften blev der serveret mad. Da jeg havde spist troede jeg at jeg skulle se film, men tætheden overmandede mig og jeg små blundede on and off de næste timer. Ikke optimal søvn, mener noget man bliver helt rundtosset af.

Ca. 6 timer senere og en masse turbulens landede vi i Lissabon.
Vi måtte faktisk godt forlade lufthavnen i de 10 timer vi skulle vente. Men vi var trætte og følte os ikke særlig lækre efter at have siddet i flyet. Så vi gik ud og fik lidt luft og gik så ind og tjekkede os ind.


Vi gik i loungen for at få ro og slappe af og håbede vi kunne sove lidt. Heldigvis så var der sovekabiner - sådan to nappede vi.



Vi fik sovet et par timer - skønt 😁

Så synes vi der var nogle andre som skulle kunne få sig en lur, så vi satte os ud i stolene, som man sidder ganske godt i. Der var mad til fri afbenyttelse så vi fik spist og drukket lidt.



Nu er der kun en time til vi skal boarde, så vi sidder bare og slapper af. Kim ser fodbold og jeg skriver blog. Jeg fik lige regnet sammen at vi har fået gået 86 km. herover, selv om vi prøvede at spare benene bare lidt.

Nu kan vi heldigvis se en ende på den kedelige hjemtur. Væggeuret ringer kl. 05.30 i morgen 😲😲

Nu takker vi af for denne gang - tak fordi så mange læser med.

Hr. og fru Jakobsen takker af fra New York

lørdag den 27. april 2019

9/11 memorial museum og aflysning af vores fly hjem


Vi havde væggeur på i morges. For vi havde billetter til 9/11 memorial museum Downtown kl. 10.

Morgenmaden gentog sig på den anden side af gaden. Det er nemt og bekvemt, og smager godt.

Græsk yoghurt med granola og bær - portionen måtte godt være bare lidt mindre

Vi tog subwayen fra 50th. Street til World Trade Center.

Vi kom igen op gennem Ocolus bygningen.


Det regnede en lille smule da vi stod i køen, men det gik nu ok stærkt med at komme ind. Billetten var købt på forhånd på Eric's side New York City.dk, men der var alligevel kø for at komme ind.


Inden for begyndte vi at bevæge os rundt. 

Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det vi så. Puha....museet er bygget oven på fundamentet fra et af tårnene. Det kunne man se flere steder både på gulvet og nogle steder var der noget væg tilbage.





Der var mange stærke billeder derinde, jeg havde ikke lyst til at fotografere det. I respekt for dem som var på billederne. Andre steder måtte man ikke fotografere - helt forståeligt.

Der var steder hvor der blev vist billeder, mens man kunne høre nogle af de autentiske telefonopkald fra nogen af dem som var fanget i flyene eller i bygningerne. Det var virkelig hårdt at høre, jeg fik vilde kuldegysninger, det var så forfærdeligt at høre, for man hørte panikken.

I et af rummene var der billeder af samtlige dræbte. Jeg lover jer for, at det knudre sig sammen i maven når man ser det. 4 kæmpe vægge - fra top til bund - blev det bare endnu mere skrækkeligt og meningsløst. Jeg har ikke ord for hvad der sker i én når man går rundt der inde.

Jeg er glad for at vi besøgte museumet, men meningsløsheden er kun blevet større. 

Jeg tænker - LEV LIVET, ELSK LIVET - VI ER HER KUN TIL LÅNS.

Der er ikke meget brandbil tilbage



Ude igen efter et par timer derinde, og det piskede ned med regn.


Vi gik ind i Oculus bygningen, som også er et shopping center.



Vi gik rundt og kiggede lidt i butikker og håbede regnen ville stilne af - men nej, det gjorde den ikke. Vi gik til subwayen og og den til 4th. street, vi ville i Washington Square Park. Men da vi kom op på gaden regnede det så voldsomt at vi ombestemte os, og gik ned og tog toget retur til hotellet.





Inden vi ramte hotellet skulle vi lige have frokost, vi var begge sultne. Så vi fandt et sted hvor der var ledigt bord. Fik dejlig italiensk mad og en kold øl.



Retur på hotellet have vi lige lidt vi skulle tjekke op på. SAS strejker og vores fly hjem er aflyst.
Vi fik så en besked om at vi var blevet ombooket. Det er jo sådan set fint nok.
Men vi har altså betalt pænt mange penge for at flyve på SAS+ og direkte, så er det noget af en våd klud nu at skulle flyve økonomiklasse ( vi dør ikke af det, men har betalt for noget andet ) og så med stop i 10 timer i Lissabon ( hvor pokker skal vi gøre af os selv i 10 timer i en lufthavn?? ) Vi skulle have været ankommet til København søndag kl. 7.15, nu er vi først hjemme søndag kl. 22.55. Det bliver sjovt at skulle op på job mandag - nej det gør det så ikke. Men den tager vi så med SAS når vi er kommet hjem.

Da vi havde styr på at vi kunne komme hjem og regnen var holdt næsten op, besluttede vi os til at gå tilbage til subwayen og tilbage til 4th. street, så i kunne besøge Washington Square Park.




Hej, gir i noget??
Det havde regnet så kraftigt at mange af bladene på alle de smukke blomstrende træer var slået af.


Ja hej igen, jeg er her stadig
Washington Square Park har sit navn efter George Washington. Den ligger i Greenwich Village, og er en af New Yorks mest kendte parker. Parken er omgivet af bygninger der hører til New York University.



Washington Square Arch
Fra parken gik vi ad University Plaze op til Union Square. Der var de så småt ved at pakke sammen efter der havde været marked. Det må have været en våd omgang at stå der idag.





Vi fandt subwayen igen på 14th. Street og tog retur til hotellet.
Nu gad vi ikke mere idag. 

Det blev til til tv kiggeri og netsurfing 😊

Da klokken var 20 tog vi jakken på igen, og gik ned for at finde en restaurat, som kunne servere en god steak.

Vi fandt en et godt stykke nede ad 8th. Street hvor vi bor.




Efter middagen nød vi for sidste gang alle lysene på Times Square. Der er hele tiden noget nyt at kigge på når man kigger rundt.






Det var blevet tid til at takke af for i dag.

På vejen retur så vi også lidt af bagsiden af New York. Om aftenen bliver alt skraldet stillet ud på gaden. Det pryder ikke nogen steder. Men det er nu engang sådan det foregår her. Det bliver hentet i løbet af natten. Vi ser tit folk som roder i poserne for at se om der er noget de kan spise, det er lidt trist at se. 



Der har været rigtig mange hjemløse i gaderne når vi har gået rundt. Unge som gamle. Det er aldrig rart at se. Men vi kan jo ikke give en skilling til dem alle sammen. Men en gang i mellen giver vi en dollar.

Nu er det godnat herfra. Vi må se hvordan dagen i morgen bliver - den bliver i hvet tilfælde lang.